Sundhed

Den tibetanske terrier er generelt en sund hund, som i langt de fleste tilfælde lever længe, længere end mange andre hunderacer. Det er ikke ualmindeligt, at den bliver 15 - 16 år gammel.
De fleste behøver blot de regelmæssige dyrlægetjek med vaccination etc.
Hos den tibetanske terrier findes der, som hos alle andre racer, nogle arvelige lidelser. Opdrætterne har gennem de sidste 40 år arbejdet sammen internationalt for at undgå tilfælde af disse arvelige lidelser.

Undersøgelser for at bevare racen sund

 Alle undersøgelsesresultater bør registres på DKK Hundeweb

Husk, det kræver en rekvisition fra DKK hundeweb

DNA test

Det er i dag muligt, ved hjælp af en simpel spyttest, at teste hundene, før de benyttes i avl og herved undgå fem arvelige lidelser:

  • LL, primær linseluksation, (øjenlidelse)

  • PRA, progressiv retinal atrofi (øjenlidelse)

  • PRA RCD4, progressive retinal atrophy rod-cone degeneration 4, (øjenlidelse)

  • CCL, canine ceroid lipofuscinose (neurologisk lidelse)

  • Pituitary Dwarfism (dværgvækst)



Ovennævnte lidelser nedarves recessivt, dvs at begge forældre skal bære genet og give det videre, for at afkom bliver et sygdomstilfælde.

Det anbefales, at alle hunde, som indgår i avl, DNA testes, med mindre begge forældredyr tidligere er testede og fundet frie. (Genetisk fri)

Øjenundersøgelse

Alle tibetanske terriere, der anvendes i avl, skal testes for øjensygdomme, inden de parres. Testen udføres af specialuddannede dyrlæger. Ingen af disse lidelser har dog været konstateret hos danske tibetanske terrier i mere end 10 år takket være en seriøs og målrettet avl.

Hofteledsdysplasi

HD ses hos den tibetanske terrier i sjældne tilfælde. Det er ikke muligt at teste, hvorvidt et givent forældrepar vil give hvalpe med HD, men der er en vis arvelighed. Eksperterne er uenige, men et forsigtigt skøn er 50 % arv og 50% miljø. Antallet af hvalpe med HD har været stabilt gennem mange år (0-2 tilfælde pr. år). Opdrættere anbefales fortsat at fotografere deres hunde, inden de anvendes i avl.



Avlskrav

Det skal på behørig vis dokumenteres, at faderen til et hvalpekuld har normale testikler på normal plads.

Hvalpe kan ikke stambogføres i DKK, medmindre begge forældre er undersøgt af et medlem af Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel, og fundet fri for tegn på PRA og LL. Første undersøgelse skal være foretaget inden første parring, dog tidligst når hunden er 9 måneder gammel. En øjenattest må ikke være mere end 12 måneder gammel på parringstidspunktet.

Avlsanbefalinger

For at få Basis+ stambøger skal følgende, udover ovenstående avlskrav, være opfyldt:

  • Begge forældredyr skal før parring være præmieret på en FCI/DKK anerkendt udstilling med mindst Very Good eller være eksteriørgodkendt på et eksteriørarrangement.

  • Begge forældre skal før parring være HD-fotograferet og har en officiel HD-status registreret i DKK.

Etiske anbefalinger for avl her